Frejas sal

29. maj – 26. september 2021

Af Natalia Gutman

Om udstillingen

Hammeren, der altid rammer plet, danner den arkitektoniske form på Himmerlands Kunstmuseum. Det er Thors hammer, som altid vender tilbage til den hånd, der har kastet den. Hammeren er selvfølgelig eftertragtet, og ifølge den nordiske mytologi er det kun sket én eneste gang, at den er blevet stjålet af en jætte. For at få den tilbage måtte Thor foregive at være Freja og erobre den tilbage som kvinde.

Birgitte Støvring og Camilla Thorup fylder hammersalene med deres nutidige blik på den mytologiske Freja. Hvem er denne kvindefigur? Hvilke egenskaber har hun som gudinde? Og hvilken kulturarv og kvindeopfattelse ligger der i fortællingerne om Freja? Støvring og Thorup giver Freja-figuren krop og form. Med maleri og lerskulpturer viser de, hvordan gudinden er en dynamisk og modsætningsfyldt kvindefigur, der både er frue og herskerinde, frugtbar og destruktiv, sorgfuld og amourøs. Både hendes kendetegn som livgivende og destruktiv og hendes tvetydige katte er gennemgående træk, som de to kunstnere udtrykker i hver sit formsprog og med facetter, der understreger figurens komplekse og universelle karakter. Med titlen Frejas Sal refereres til en sal i Folkvang, hvor Freja regerede og tog imod de døde. I de højloftede sale på museet, vil publikum blive mødt med livfulde figurer som en langhalet kat, frugtsommelige kvinder, adrætte våbenførere, smidige kvindekroppe og et fire-hovedet menneskevæsen på farvefulde lærreder og i bastante lerskulpturer.

Birgitte Støvring

Menneskefigurer bevæger sig hen over lærredet i narrative fortællinger i Støvrings værker. Ofte uden hensyn til tyngdeloven eller til hvad der er figur, og hvad der er grund. Mennesker er sat i scene i abstrakte eller konstruerede rum. Farvede felter udgør grunden, men ved nærmere eftersyn er figur og grund smeltet sammen i en jævnbyrdig kalejdoskopisk scene af virkelighed og fiktion.

Flere betydninger og fortællinger sættes op i mod hinanden, når Støvring præsenterer os for den sammensatte Frejafigur. Støvring har tidligere beskæftiget sig med forskellige gudinders kraft, herunder både indiske, europæiske og nordiske gudinder. Til denne udstilling vender Støvring blikket mod egne nationale rødder og oprindelse og forklarer:

”Disse oldnordiske feminine gudebilleder og kvindebetragtninger synes for mig helt oplagte at gribe fat i. Jeg mener, at mystikken og myterne stadig har kraft og relevans i dag.”

Motiverne er hentet fra de gamle sagn og bearbejdet frit, hvor især de modsætningsfyldte karaktertræk har interesseret Støvring. Muskuløse dyr som hjorten, hesten og den kastrerede orne står som sidestillede symboler med den yndefulde svangre kvinde og den smidige balancerende figur. Kvinder med spændte buer og hævede sværd optræder med silhuetter af små ufødte babyer. Og der er fart på motiverne. Kattene er i sprint, og pilene er ved at blive skudt af. De abstrakte farverige rum, lagene af forskellige farver og de karakterfulde kvindefigurer, der repræsenterer hver sit domæne skildrer med tydelighed den dynamik Støvring ser i Freja. Dertil tilføjer Støvring også en historisk betragtning, når en af figurerne tager ansigt af jomfru Maria, som bliver den efterfølgende tids svar på en frugtbarhedsgudinde, når kristendommen tager over.

Camilla Thorup

Camilla Thorups figurer er skabt i ler og stentøj, de er jordforbundet, ru og bastante. Thorups motivverden består primært af mennesker og dyr, men ikke altid som vi kender dem fra den virkelige verden. Disse figurer kan ofte beherske deres krop på umage måder, og de har styrke, når de fx kan dreje hovedet om til ryggen, eller når de holder hinanden i spænd og sidder på nakken af hinanden. De fremstår som en art arketyper måske endda mytologiske eller som metaforer på noget mere end de robuste skikkelser, de er gestaltet i.

Liv og død, kønsroller og vores historiske ophav er nogle af de temaer som Thorup har fundet interessante at undersøge ved den nordiske Freja. En central skulptur på udstillingen er Mor, en slags moderjord, som står nøgen og strutter med sin gravide mave, mens hendes kraftige hår slår rødder i jorden. De små buttede fødder står solidt og bortset fra hendes prægtige hestehale, forekommer hun som værende mere menneske end gudinde. Det nye liv fejres også, når Thorup lader en pudsig figur med fire hoveder i håret holde et lille menneske op foran sig. Er det Freja selv med alle sine sider af sit væsen, eller er det en nutidig kvinde, der både holder fremtiden i sine hænder og skuer bagud mod sine formødre? Freja kunne bringe kærlighed, fertilitet og skønhed, men hun havde også råderet over de døde i Folkvang. I en rygliggende figur har Thorup erstattet maven med grøn bevoksning. Måske har livet forladt kroppen, men ud af maven vokser her en plante og i en cyklisk bevægelse understreges både det timelige og det evige i menneskelivets forbindelse til naturen og Frejas dobbelte natur.