Trækfuglevej

14. februar – 25. maj 2026 | Fernisering d. 14. feb. kl. 13.00-15.00

Vi er på Himmerlands Kunstmuseum meget glade for at kunne præsentere en ny udstilling, der handler om at opleve stemninger og steder, hvor andre har gået før en selv.

Udstillingen Trækfuglevej er et resultat af tre rejse, som fotograf Kirsten Klein og hendes mand tegneren og multikunstneren Steen Folmer Jensen har foretaget til kunstnerrefugiet San Cataldo ved Amalfikysten.

Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen har rejst i sporet på digteren Thøger Larsen (1875-1928) og hans ophold i Italien. Fælles for Thøger Larsen, Klein og Steen Folmer Jensen er samtidig tilknytningen til Limfjorden, hvorfra de er rejst sydpå og har fået afgørende inspiration til nye værker.

De to kunstnere siger følgende om tankerne bag udstillingen:
“Det er altid en stor oplevelse, når efteråret skifter fra sommerens varme til høstens begyndende kølighed, at rejse sydover fra Limfjordens barske charme og dens horisontale kystlandskaber, og bevæge sig ned gennem Europa. At ankomme til Napolisletten med Vesuv omgivet af den udstrakte by, der mod syd ender ved foden af et stejlt bjergmassiv. Serpentinevejenes slyngninger fører os højt op og drejer ned mod dalen, der deler Ravello og Scala, endemålet for vores rejser i de senere år.”

“Man bjergtages af den krydrede duft fra bjergene og de mange bjergterrassers frodige vækster, citrustræerne og de krogede vinstokke mellem sirlige rækker af grøntsager. Lydene af hundeglam og fårenes brægen blandes med kirkeklokkers afstemte klange, og menneskestemmer fra de talrige trapper, som forbinder de små bysamfund de 1460 trin ned til byerne, Amalfi og Atrani ved kystens azurblå Middelhav. At bevæge sig ud i denne vertikale verden er så inspirerende, at det må foreviges. Og her fandt vi en form for slægtskab til Thøger Larsen og hans skelsættende ophold for tæt ved 100 år siden og de vidunderlige skildringer, hvor han på det nærmeste maler med sine ord om de oplevelser han fik på sine mange vandringer ad trappernes stier.”

“Meget er forandret siden, og turismens indflydelse har sin pris, men substansen i det folkelige liv mellem de stejle bjerge, opleves på mange måder uændret.”

Poetiske trækfugle på San Cataldo
Det gamle nonnekloster San Cataldo på bjergskråningerne ved Scala blev i 1924 indviet som studiehjem for danske kunstnere og forskere. Thøger Larsen og mange andre kendte danske kunstnere har gennem årene opholdt sig på klosteret.

Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen har med afsæt i flere studieophold på stedet lavet denne udstilling med Kirsten Kleins smukke fotografier og Steen Folmer Jensens spændende skitser og lydoptagelser med udvalgte digte og citater af Thøger Larsen.

Om kunstnerne
Kirsten Klein (f. 1945), dansk fotograf og billedkunstner. Klein har gennem årtier været en af de mest fremtrædende danske fotokunstnere. Hendes hovedfokus er landskabet, årstiderne og naturen, ofte med historien og menneskets oplevelse af naturen i fokus. Gennem talrige udstillinger, bogudgivelser og illustrationsopgaver har Klein skabt et letgenkendeligt udtryk i sine fotografier.

Steen Folmer Jensen (f. 1939), uddannet arkitekt på Kunstakademiet i København. Folmer Jensen og Kirsten Klein har fælles base på Mors, og han har i alle årene virket som selvstændig arkitekt. I de senere år, har han lagt stadig mere vægt på sit virke som tegner og skulptør, ofte med Kirsten Klein i fællesprojekter.

Udstillingen har tidligere været vist på Lemvig Museum og Johannes Larsen Museet, men nu kan den opleves i Limfjordslandet, hvor kunstnerne har hjemme.